Ultimative guides

Hvordan virker WiFi- og Bluetooth-højttalere?

Person, der ligger med en sort Roam 2 i hånden

Det er nemt at tage den teknologi, der driver vores trådløse højttalere, for givet. Men faktisk er det ikke så længe siden, at kabeltilsluttede højttalere var normen, og at man kun hørte musik i ét rum i hjemmet. Nu hvor trådløse teknologier som Bluetooth og WiFi har revolutioneret, hvordan vi lytter, er det værd at se nærmere på, hvordan disse forskellige forbindelsesmetoder fungerer.

Ikke kun for at tilfredsstille din nysgerrighed om de enheder, du sikkert bruger hver dag. Viden om, hvordan forskellige trådløse højttalere fungerer, kan hjælpe dig med at vælge den bedste højttaler til netop dine behov og lyttevaner. Det kan også klarlægge, hvorfor visse højttalere fungerer bedre i forskellige omgivelser.

Hvordan fungerer højttalere egentlig?

Alle typer højttalere fungerer ved at omdanne elektrisk energi til lydbølger gennem elektromagnetisme.

I denne guide starter vi med en generel gennemgang af, hvordan højttalere virker. Derefter fokuserer vi på de to teknologier, der mest bruges til trådløse højttalere: Bluetooth og WiFi. Selvom det kan virke kompliceret, kan den grundlæggende proces opdeles i fem enkle trin:

Først sender en lydafspiller (f.eks. en telefon eller højttalerforstærker) et elektrisk lydsignal til højttaleren.

  • Dette elektriske signal bevæger sig gennem en såkaldt svingspole – en ledningsspole placeret i et magnetfelt skabt af en fast magnet inde i højttaleren.
  • Når der løber elektricitet gennem svingspolen, opstår der et magnetfelt, der interagerer med den faste magnets felt. Denne interaktion får svingspolen til at bevæge sig hurtigt frem og tilbage.
  • Når svingspolen bevæger sig, får den højttalerens membran til at vibrere. Membranen er en letvægtskomponent i højttaleren, der normalt er kegle- eller kuppelformet, så den kan flytte luft og danne trykbølger, når den vibrerer.
  • Disse trykbølger bevæger sig fra højttaleren til vores ører, og vi hører dem som musik (eller som vores yndlingspodcast).

Denne grundlæggende mekanisme er den samme for alle typer højttalere, fra de gamle kabelforbundne højttalere i stereoanlæg til moderne trådløse WiFi- og Bluetooth-højttalere. Andre dele af højttalerteknologien har derimod udviklet sig og er blevet forbedret med tiden. For eksempel bruger moderne højttalere ofte digital-til-analog-konvertere (DAC'er) til at behandle lydsignaler fra digitale kilder – hvilket ikke var nødvendigt før fremkomsten af digitale lydfiler.

Det er også værd at nævne, at når vi i dag taler om en højttaler, mener vi ofte et højttalerkabinet, der indeholder flere forskellige højttalertyper designet til at frembringe specifikke lydfrekvenser. Arc Ultra har for eksempel 14 Sonos-udviklede højttalere, herunder tweetere, der frembringer klare høje frekvenser, og en woofer til fyldig bas.

Sort Five på et sidebord
Personer, der spiser sammen udendørs med en hvid Move 2

Hvordan fungerer Bluetooth-højttalere?

En Bluetooth-højttaler gengiver ligesom alle andre højttalere lydbølger. Den primære forskel er, hvordan lydsignalet når frem fra kildeenheden (f.eks. en telefon og en bærbar computer) til selve højttaleren.

Bluetooth-teknologi opretter en trådløs forbindelse mellem en kildeenhed og en højttaler ved hjælp af kortrækkende radiobølger. For at en enhed kan forbindes til en højttaler via Bluetooth, skal begge enheder være Bluetooth-kompatible. Når du aktiverer Bluetooth på begge enheder og slår "parring" til, kan de finde hinanden ved hjælp af radiobølger (du skal muligvis indtaste en pinkode for at oprette en sikker forbindelse).

Når de er parret, sender kildeenheden lyddata trådløst til højttaleren. Denne proces bruger codecs – algoritmer til at komprimere og dekomprimere lyddata til trådløs transmission – til at sende lyd mere effektivt. Højttaleren modtager de komprimerede signaler og konverterer dem tilbage til analoge lydsignaler. Herefter fungerer en Bluetooth-højttaler som enhver anden højttaler og danner lydbølger, der til sidst når dine ører som musik.

Da Bluetooth bruger en én-til-én-forbindelse via radiobølger, kræver det ikke internet. Derfor er Bluetooth især praktisk til bærbar lytning.

Bluetooth-højttalere kan generelt gengive lyd i høj kvalitet, selvom komprimeringsprocessen kan forringe kvaliteten af visse lydfiler en smule.

Hvordan fungerer WiFi-højttalere?

WiFi-højttalere er en anden slags trådløse højttalere, der sender lydsignaler via trådløst internet som det, du har derhjemme, på kontoret eller i sommerhuset.

I modsætning til Bluetooth-højttalere, der forbindes direkte til lydkilden, skal WiFi-højttalere forbindes til et WiFi-netværk. WiFi er mere stabilt og har større båndbredde, så der kan streames tabsfri lyd uden codec-begrænsninger. Lydkilden og højttaleren skal tilsluttes samme WiFi-netværk.

WiFi-højttalere fungerer især godt i opsætninger med flere højttalere og er ideelle, hvis du opsætter et lydsystem til hjemmet, såsom en hjemmebiograf eller et multirumslydsystem. I et typisk surroundsound-setup placeres trådløse højttalere foran, bagved og ved siden af lyttepositionen. Nogle højttalere og premium soundbarer, f.eks. Arc Ultra, bruger Dolby Atmos-teknologi til at gengive flere lydkanaler fra samme højttalerkabinet. På den måde kan du opnå en omsluttende rumlig lyd med færre højttalere, end du måske havde forventet.

Med en stabil WiFi-forbindelse kan de fleste WiFi-højttalere streame lyd i høj kvalitet fra musiktjenester som Apple Music og Amazon Music HD uden at gå på kompromis med lydkvaliteten. Muligheden for at kombinere flere WiFi-højttalere i et omfattende lydsystem er en fordel i forhold til Bluetooth. Nogle bærbare højttalere som Sonos Move 2 kan bruge begge teknologier, så du ikke behøver at vælge.

Hvordan får trådløse højttalere strøm?

Der er ingen vej udenom: Trådløse højttalere skal oplades eller tilsluttes en strømkilde.

Fuldt opladede bærbare højttalere har typisk en batteritid på mellem et par timer og op til 24 timer afhængigt af højttalerens størrelse og batteri. Move 2 kan f.eks. holde op til 24 timer, mens den superbærbare Roam 2 giver dig omkring 10 timers uafbrudt afspilning.

Hvad angår trådløse højttalere til hjemmet, er det vigtigt at skelne mellem aktive og passive højttalere. En aktiv højttaler, altså en højttaler med indbygget forstærker, får ikke strøm fra en ekstern forstærker. En passiv højttaler skal derimod tilsluttes en forstærker, som igen skal tilsluttes lysnettet.

Hvis din højttaler sluttes direkte til lysnettet, er det sandsynligvis en aktiv højttaler. De fleste Sonos-højttalere er aktive, men vores væghøjttalere, loftshøjttalere og arkitektoniske højttalere er passive.

Vælg højttalere, der lyder fantastisk hver gang

Sonos gør det nemt at lytte til lyd i høj kvalitet, uanset hvor du er, og uanset om du opretter forbindelse via Bluetooth eller WiFi. Nu hvor du kender forskellen mellem disse to teknologier, kan du vælge den højttaler (eller det multihøjttaler-setup), der passer bedst til dig.

I vores guide til de vigtigste forskelle mellem Bluetooth- og WiFi-højttalere kan du få mere at vide om fordele og ulemper ved hver teknologi.

Læs mere